© Nikolai Astrup levde frå 1880 til 1928. Han vart fødd i Bremanger der far hans, Christopher Astrup, var sokneprest. Familien flytte til Jølster i 1883. Etter mellomskule i Trondheim gjekk Nikolai Astrup i lære hjå Harriet Backer i Oslo, og var dei næraste åra på kortare studieferder i Tyskland og Frankrike. Astrup kom heimatt til Jølster i 1903 og vart buande i Jølster resten av livet. Han gifte seg 23.12.1907 med Engel Sunde (1892-1963) frå Jølster. Dei fekk åtte born.
© Christian Astrup, nekrolog i Firda 21.04.1920.
© Likdansen, biletet som Astrup laga "bilettekst" til i stykket sitt med same tittel "Likdansen".

Likdansen

Den gamle skikken med å vaka over ein død person, likvake, går tilbake til førhistorisk tid. Skikken heldt seg i mange hundre år etter at kristendommen var innførd, ja, somme stader heilt inn på 1800-talet. Målaren Nikolai Astrup (1880-1928) har overlevert ei sterk skildring av ei likvake i Jølster så seint som kring 1890 gjennom biletet sitt Likdansen og eit nedskrive barndomsminne. Heile stykket er her attgjeve slik det står i boka Fedrekult av Emil Birkeli (1943).

Likdansen

Det er et gammelt hedensk Jølstermotiv, som kanske kan have sin kulturhistoriske interesse. Motivet har optaget mig sterkt, siden jeg engang som gut oplevede at se det. Min far [Christian Astrup, prest i Jølster 1883-1916] tornede fra prækestolen mod denne "ugudelige" og "hendenske" skik, saa den forsvandt helt her i bygden. Jeg havde som gut luret mig bort paa nabogaarden af nysgjærrighed, - just fordi far havde talt om det "hedenske" ved skikken, og jeg husker alle dage den underlige "gufs" af hedenskap, som jeg da oplevede.

For at hædre den døde ...

... kom man sammen føren "begravelsen" eller det egentlige "gravøl", - man dansede og drak medens den døde laa paa "likstraa" (altsaa førend liket blev lagt i kiste) - og der blev holdt gilde mer støiende end noget bryllup med hujing og dans i et helt døgn.

Igjennem larmen ...

... hørte jeg ofte, at den døde blev ropt paa navn og "skaalet til" - det virkede som noget religiøst (mystisk) paa mig, - det var næsten som en hedensk ofring eller lignende, som foregik - noget som jeg ikke forstod, men som jeg følte desto sterkere. Gulvet ristede af dansetakten i "Jølstrespringeren" ("Jølstringen"), saa at jeg syntes skinbarlig, at liket stundom trampede takten med og spændte i sengekarmen med de sorte fødder, som var iført likstrømperne, og som stakk saa uhyggelig frem under den knappe liksjorte.

Det hele var ...

... trodst all "barok" og uhygge - dog noget næsten høitidelig ved, - noget af en gammel uddødd kultur, særlig da folket kom ind i stuen med sine sorte klær og hvide sjorteærmer, - kvinderne havde ogsaa silketørklær paa sine hoder.

Et lys brændte ...

... hele tiden i en gammel barok snoet lysestake ved likets hode, - det var ild fra en "spik (lang flis eller fakkel, som brugtes i gamle dage som belysningsmiddel) - denne "spik" havde den døde holdt i haanden i dødsøieblikket, - man var altid nøie med at række den døende en slik "spik" med ild, idet han udaandede, og det betragtes som et sikkert bevis eller pant paa salighed, hvis den døende under opbydelsen af alle sine sidste kræfter var istand til krampagtig at holde fast paa den brændende "spik" indtil dødskampen var over, - da blev et lys tændt med den samme ild, og det lys maatte skiftes og ikke slukkes, førend den døde var udbaaren.

Paa disse "likdanse" ...

... blev der drukket mer end almindelig; - den døde havde altid selv brygget ølet i betimelig tid, saa det var af særlig god kvalitet, - gammelt og godt lagret. Der blev efterhaanden en barok blanding af alvor og høitidelighed og løssloppen lystighed (galgenhumør). (Der blev ofte indgaaet forlovelser paa slike likdanser).

Paa mig gjorde det som sagt et sterkt indtryk, - høitideligheden - larmen og felespillet og lyden af stemmer, som gik isammen i en dur med dansen, det dirred og skreg i vægger og tak i den gamle "røikstove", og det ramlet i bænker og senge, og gulvet ristede som et laavegolv, naar kornet paa gammeldags vis blev banket af halmen.

Den døde laa i sengen ...

... med høit optrukne krumme knær, saa den hvide liksjorte hævede sig som en pyramide op mellem de sortklædde dansende par, - særlig mystiske og uhyggelige syntes mig likets sorte fødder, med de hvide taa spidser. Ved sengefoden stod den hvidskurede "ølkjeng" (en stor trækande som brugtes til øl.), den osede af øl og frisk einelugt, som blandede sig med en snev af liklugt, der gik over i sterk brændevins-eim, som var rent bedøvende, saa at det virket befriende, hver gang dansen og larmen stilnet, og et af de sved-dryppende par slog sig ned ved siden af mig, saa at jeg kjendte, at ramm svette-os overdøivede alt det andre."

Etterskrift

Folkeminnegranskarane Kjell Bondevik (1901-1983) opplyser i Norsk Allkunnebok at føremålet med likvake var å halda vonde makter borte frå liket. Emil Birkeli skriv i si bok at det var ein "bergingstanke" som låg bak.


Artikkelnummer:
SFFkl-102336
 
Forfattar og datering:
Hermund Kleppa (red.), 2006.
 
Prenta kjelder:
Birkeli, Emil: Fedrekult. Fra norsk folkeliv i hedensk og kristen tid. Stavanger 1943.
Norsk Allkunnebok, bind 8, 1957.
 
 
Kopier lenkje til denne artikkelen:
http://www.sffarkiv.no/sffbasar/print.asp?p=result&db=dbatlas_leks&art_id=20598&spraak_id=1&ptype=single

Tilleggsinformasjon:
Me ynskjer kommentarar til artikkelen. Har du utfyllande opplysningar? Kjenner du til andre fotografi?
Send oss ein epost: postmottak.sffarkiv@sfj.no